Klarer vi den?

Lars Persson
05.09.2011 08:50:18

Klarer vi den?

De foreløbige nøgletal viser, at vi ikke er gået i recession. Men meget indikerer, at boligpriserne fortsat er sat alt for høje og en korrektion på 10-20 pct. er nødvendig.

 

Endvidere har FN netop advaret mod en ny omgang fugleinfluenza, der kan blusse op til efteråret og vinteren. Første gang fugleinfluenzaen dukkede op var ved årsskiftet 2003/04, hvor markedet satte sig godt 7 pct. på nyheden dengang. I 2006 toppede den med udbrud i 63 lande og flere besætninger blev slået ned for at stoppe spredningen. 

Sanistål opjusterede forventningerne tirsdag morgen grundet opjustering fra det associerede selskab Brdr. A&O Johansen. Meddelelsen sendte Sanistål op over 45, der har givet et købssignal i Bollingermodellen på dagsniveauet, hvilket indikerer, at den faldende tendens er brudt. RSI har ramt 45, så der er fortsat potentiale for yderligere stigninger. 

Alk-Abello, der længe har været i en faldende tendens har rettet sig og har nu etableret et købssignal i signalmodellen Bollinger på ugebasis og RSI har ramt 56, så der er fortsat mulighed for vækst i aktien. Momentum og MACD trækkes op af den stigende tendens i aktien. Vi giver aktien en købsanbefaling på niveauet. 

I denne uge leverede UIE et flot regnskab – selskabet fastholder forventningerne til et højere resultat i 2011 end det, man opnåede i 2010. Aktien bevæger sig vandret i niveauet omkring 600 trods de flotte regnskaber. RSI er i 30, hvilket giver mulighed for yderligere vækst i aktien. Momentum på månedsniveau er ved etablere en bundformation, hvilket bekræfter den positive mulighed i aktien. Giver aktien en købsanbefaling med målkurs 700. 

De cykliske aktier har haft en god uge. Blandt de mest stigende er FLSmidth, Rockwool, DSV og Møller-Mærsk samt SAS. 

Alle fire har etableret et købssignal i Bollingermodellen på dagsniveauet og den faldende tendens modstandslinje er testet. RSI er på ugeniveauet fortsat i den nedre ende, så aktierne ser fortsat interessante ud. Men Momentum på månedsniveauet er endnu ikke vendt rundt, så afvent en fuld optankning til porteføljen. 

Regnskabssæsonen på det danske marked er ovre og den var kedeligere. Der var flere nedjusteringer grundet øget konkurrence forhold og en høj dansk krone, hvilket har gjort danske produkter dyre. 

Den kommende uge er Harboe aktuel med deres regnskab for 1. kvartal. Vi forventer, at den kolde sommer vil have en indflydelse på tallene. Det amerikanske marked holder lukket mandag grundet Labor day. 

Teknisk har C20 etableret et købssignal på dagsniveauet i Bollingermodellen onsdag. Det korte glidende gennemsnit på dagsniveauet er blevet brudt og de lange 20 dages glidende gennemsnit er ligeledes blevet brudt. Indenfor 2-3 dage bliver der etableret ”Golden Cross”, og hvis tendensen fortsætter, så skal træet (markedet) rystes – vi forventer derfor tilbagefald til niveauet omkring 350. 

På dagsniveauet har RSI ramt 60. På ugebasis er RSI over 30, og der er etableret en bund i modellen. Momentum har ligeledes etableret en bund, mens MACD fortsætter den faldende tendens med en mindre hældning. Signalmodellerne Bollinger og Parabolic er begge i salg på ugebasis. Momentum på månedsniveauet er ved at etablere en bundformation, hvilket giver en overordnet positiv indikation. Holder tendensen, kan formationen blive et V. Nærmeste modstandsniveau er 380 og støtteniveauet er 340.